Magleblikskolen-Kælder v/indg. 12

3300 - Frederiksværk

Tlf. 20203716

torben.snowman@snowcon.dk

Bliv medlem

Aktiviteter

Forum / Sociale medier

Frederiksværk Motions Cykelklub (FMC) blev stiftet 20. januar 1981.

I 1980 begyndte rygterne at løbe i Frederiksværk og omegn om, at der var nogle, der var begyndt at cykle rundt om Vättern. Det var der flere, der fattede interesse for. 

Det afstedkom, at flere smågrupper hver for sig tog op og cyklede denne tur.

Leif Nielsen og Børge Nielsen og en håndfuld andre fra Frederiksværk, Helsinge og Hillerød var én gruppe.

Poul Christiansen og tre andre en anden gruppe.

Per Thybring og et par andre fra Frederiksværk en tredje gruppe.

I løbet af året snakkede grupperne om, at det kunne være smart, at koordinere en sådan tur, så interesserede kunne følges ad.

Man kom undervejrs med, at der var en række interesserede, som ville oprette en licens cykelklub i Frederiksværk/ Hundested.

Per Thybring tog initiativ til et møde i december 1980, for at lodde stemning for at stifte en motionscykelklub, idet vurderingen var, at der allerede var en licensklub i Hillerød, som udmærket også kunne dække vores område.

Resultatet af mødet blev, at Per Thybring tog skridt til at indkalde til stiftende generalforsamling den 20. januar 1981.

Frederiksværk Motions Cykelklub blev dannet.

Villy Hansen valgtes som klubbens første formand og Gerth Nielsen, Søren Dons, Hans Holger og Per Thybring var øvrige bestyrelsesmedlemmer. 

 

 

Den første tur til Vättern Runden 1981 i klubregi blev således en realitet. I øvrigt et løb med sne, regn og storm og kun 6.000 ud af 10.000 gennemførte. Heraf var der kun en person fra vores gruppe, som ikke stillede op til start. Alle øvrige gennemførte.

Netop Vättern Rundt blev et stort tilløbsstykke for klubbens ryttere. Nogle gange deltog 40-50 ryttere fra Frederiksværk i det store løb der samler 23.000 deltagere hvert år. Den dag i dag er der stadig ryttere fra klubben der deltager i det traditionsrige løb.

 

Frederiksværk Motions Cykelklub fik fra start et rimeligt antal medlemmer, men det viste sig desværre, at der var uenighed om klubbens formål.

Ved generalforsamlingen i 1982, så det lidt trist ud, da næsten ingen medlemmer mødte frem. Heller ikke af den bestyrelse, der var blevet valgt. 

Det endte med, at for at komme videre, valgtes en bestyrelse på tre personer:

Poul Christiansen, Børge Nielsen og Per Thybring.

 

Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende således: Poul som sekretær, Børge som kasserer og Per som formand.

Medlemstallet i klubben var nu ca. 15 medlemmer, som efterfølgende hurtigt øgedes. 

 

 

Aktiviteterne steg også i antal. Udover den årlige tur til Vättern tog klubben i mange år til Sorø for at deltage i Udfordringen på 150 km. Der har henad vejen været arrangeret rigtig mange ture med deltagelse i diverse motions cykelløb. Her kan nævnes Sjælland Rundt 340 km. Styrkeprøven 560 km. Kombineret ferie og deltagelse i motionsløb i Finland 360 km.Telemark Tours 390 km. Milano-San Remo 290 km. Liege-Bastogne-Liege 270 km

Der var nogle år, hvor vi havde tre 8-mands hold i Haslev for at deltage i et holdløb dér.

I flere år stillede klubben også et morgenhold til Arresø Rundt, hvor der var rigtig god fart i cyklerne. Efter racerturen om morgenen var der tradition for, at flere tog endnu en tur senere på dagen. Med familien og i mere adstadigt tempo.

Når familieturen var overstået, var der sågar nogle stykker, der godt lige kunne nå en tur mere rundt om søen, inden arrangementet sluttede.

 

Da Per Thybring flyttede til Jylland i 1990, begyndte klubben at arrangere træningslejr på hans og familiens vandrerhjem Djursvold i Gjerrild.

Senere blev der holdt træningslejr i Korsør og den årlige tur til Harzen omtales stadig som en både hård og munter begivenhed.

 

Der er fortsat tradition for fælles træningsture, som dog de senere år har indskrænket sig til en årlig tur til Mallorca i maj måned. 

 

Klubbens medlemmer deltager fortsat i en del motionscykelløb i løbet af året. Der laves fællesture til enkelte af disse, hvor klubben kører i samlet flok og viser vores meget synlige klubdragt frem i fælles flok. 

 

De senere år har der været afholdt de såkaldte "Danmarksture" med ca. 12 deltagere

 

Rent socialt blev der i mange år afholdt årlige, rigtig hyggelige klubfester med mange deltagere. Der er de senere år ikke mere den helt store interesse for egentlige klubfester. Men i tilslutning til åbnings- og afslutningsløb og Nytårskuren er der fuldt hus til både cykelturen som til den efterfølgende hygge med fælles spisning og en kold drik.

 

For at planlægge og få de forskellige aktiviteter til at falde i hak, holdt klubben hvert år i december et medlemsmøde, hvor man naturligvis kunne melde sig til Vättern turen. Desuden for at høre medlemmernes meninger om, hvilke løb og arrangementer, der skulle satses på i det kommende år.

Det var den aften, der ret hurtigt kom til at hedde "Gløgg-aftenen", en tradition som stadig holdes i hævd. Dog pt. uden medlemsmøde om kommende sæsons aktiviteter.

 

Per Thybring var formand de første 5-6 år - efterfulgt af flere forskellige medlemmer, der tog en tørn på formandsposten.

Her skal måske specielt nævnes John Møller, da han ydede en kæmpe indsats, da vi fik et klublokale.  Også Preben Knudsen, der tog en tørn med formandsposten i 8 år.

Herudover har der været mange medlemmer, der har arbejdet med forskellige poster i bestyrelsen og med at arrangere og afvikle Frederiksværk Motions Cykelklub's  motionscykelløb.


 

I de første år havde klubben ikke noget fast tilholdssted. Melby Skole blev brugt en vinter, hvor der blev kørt på ruller i en kælder, ligesom der dengang blev etableret samarbejde med Frederiksværk Roklub-gymnastik Men udover de to ledere af gymnastikken, deltog der ikke nogen fra Roklubben.

En vinter havde klubben også mulighed for at låne det veludstyrede fitnessrum ved Frederiksværk Gymnasium.

 

 

Sidst i 80'erne fik vi eget klublokale i kælderen på Magleblikskolen (ved Indgang 12) og det gav mulighed for at mødes og dyrke den sociale del af klubben. Senere har vi fået indrettet såvel styrketræningsfaciliteter som spinning i vores bagerste rum. Det var en snarrådig Per Thybring, som trak i nogle tråde og gode kontakter og opdagede egnede lokaler. Det er skolens tidligere sikringsrum (klublokalet) og spinningslokalet var tidligere opmagasineringsrum for bøger fra Frederiksværk bibliotek.

 

Spinningslokalet summer af aktivitet henover vinteren og såmænd også i sommerhalvåret. Dog i sagens natur i noget mindre omfang.

14 spinningscykler står klar og med storskærm og projektor storsvedes der efter X-Trainer programmerne.

 

Klublokalet er et naturligt omdrejningspunkt for klubbens aktiviteter.

 

For 10 år siden startede et tirsdags hold for medlemmer (afgang 9:30), som har tid og mulighed for at deltage. Den sidste tirsdag i måneden afholdes frokost efter køreturen. Der er efterhånden en del medlemmer, som ikke arbejder mere. Så tirsdags arrangementerne er velbesøgte.

 

 

For mange år siden skaffede klubben sig midler ved at dele telefonbøger rundt i kommunen. En aktivitet, der i sagens natur ikke er interessant mere. 

 

Klubben har fra starten været med i Vintercuppen. Både som arrangør af en afdeling og med deltagere. Der er kun få medlemmer, der deltager nu. Til gængæld er det en tradition, at vi afvikler sidste afdeling og også afslutningsarrangementet med spisning og præmieoverrækkelse på Magleblikskolen.

 

Endvidere er klubben meget aktiv i Tri stævnet 'Stålmanden', hvor vi både er behjælpelige med cykel- og løbe- samt startområdet. Stålmanden er ved at bide sig fast i Tri-folkets bevidsthed, og vi ser det som et godt sted også at rekruttere nye medlemmer. 

 

 

På generalforsamlingen den 22. februar 2017 stiftedes en Tri afdeling - Halsnæs Tri.

Halsnæs Tri medlemmerne er automatisk medlem af FMC og en fin foryngelse af klubben 

 

 

Klubben er medlem af såvel DCU som DGI 
 

Vores sponsorer